Hjertelig velkommen her til Dig, der
her fandt vejen ind til min side. Måske er du også søgende, allerede
kristen eller bare nysgerrig. Jeg kan kun bevidne om at vejen til at blive
en del af et kristent fællesskab kan være ret så svært at finde, men
når man først har fundet vejen er det hele ret så enkelt.
"Jamen bad jeg da for
lidt ?" er titlen på en lille bog af Leif Andersen. Hvem har ikke
spurgt sådan ?
Det har jeg i hvert fald gjort. Min kære far døde og fik fred den 10.
juli 2005 kl. 23.05.
Efter næsten 3 år, som der begyndte med tarmkræft, og i september 2002 blev det også fjernet
ved en operation, men
med efter følgende kontrol konstateres desværre at kræftcellerne havde spredt sig
videre til leveren, så han fik jævnligt kemobehandlinger, ikke den
type hvor man taber håret, men alligevel var det ikke uden bivirkninger,
som kvalme, diarre, forfrysninger og en væsentligt forringet
livskvalitet. Men det hjalp ikke og kræftcellerne spredte sig også til
lungerne og så gik det stærkt. Trods det var min far altid et menneske
der havde mere end så mange andre mennesker af livslyst, -mod, energi og
ikke mindst var han sin næste kærlig. Hans arbejde som tømrer var hans
liv, indtil 10 dage før han sov ind i hans hjem med familien omkring sig.
- Ærede være min fars minde -
Mine
bønner hjalp ikke, men jeg bad for min far til Gud stille og alene.
Gud hørte mig måske, men hvorfor gjorde han så ikke noget, når han nu
er så stor og almægtig.
Hvorfor skulle min far slås ihjel ?
Det er så meget svært at komme
videre her fra, for det svar jeg gerne ville have haft fra Gud kom aldrig.
I september så jeg på Jesusnet.dk at der var en rytmisk gudstjeneste
i Christianskirken i Århus Nord og jeg ville også gerne ud at
møde andre unge kristne i relation til den danske almindelige folkekirke.
Efter gudstjenesten var der kold aftensmad buffet for kun en 10,- kr.,
hvor jeg frisk satte mig ved et tilfældigt bord og kom hurtigt i gang med
at snakke lidt om stort og småt med de andre der sad der. En spurgte om
jeg ikke ville prøve at være med i en Fokus gruppe, hvor der var et nyt oplæg
hver gang om et kristent emne. Det skulle starte ugen efter og lød da
rigtigt spændende, og så var der god varm aftensmad med i de kún 25,-
kr. pr. gang. Men var det nu andet end konfirmand undervisning ? - Joo, det
var det.
Jeg har siden lært lidt om at :
Der er kun en vej til Gud ved
igennem at tro på Jesus som Guds opstandne søn og bede til ham.
Vi blev alle skabt i Guds
billede, men i det gamle testamente i 1.
Mosebog, kap 3 støtte Gud jo
allerede mennesket fra sig, som han selv lige havde skabt, fordi Adam
og Eva jo netop syndede ved at spise af visdommens træs frugt.
Menneskene blev dermed
syndere pga. Adam & Evas syndefald, og er det den dag i dag, men
Gud elsker Os ubetinget, hvis vi kommer til ham.
Ved at tro på Jesus som Guds
enbårne søn der lod sig føde her på jorden for at frelse os
og døde så pinefuldt på korset, hvor efter, han opsteg til hans fadder
og blev evig frelser for os mennesker der tror på ham, og så vil han
blot tage al hvor synd af kærlighed til Os.
Jesus har desuden ophævet
Moselovens 10 bud i 2.
Mosebog, kap 20,
så der kun er 2 bud der gælder. "Du skal elske Herren, din Gud,
af hele dit hjerte og hele din sjæl og hele dit sind." Men ikke
uden at "Du skal elske din næste som dig selv". - Det vil
sige din næste er dit medmenneske og din bror.
Tror man på Jesus er
Moselovens regler og gerninger altså ikke nødvendige for, at få Jesus og
Guds nåde om et evigt liv efter det jordiske liv.
Man kan godt få Guds nåde
ved ikke at tro på Jesus, men så overholde Moseloven , de 10 bud og
gøre gode gerninger som jøderne, men så er der ikke mulighed for at
få syndsforladelse.
"Vi kender kun to
havne, bekendte af navne, den ene vor vugge den anden hvor grav",
citat Esper Thideman præst i Christianskirken. Livet her på jorden
er i midten, hvor Tro, Håb og Kærlighed kan udfylde det på
smukkeste vis. At håbe er at have noget at se frem til, og giver
livet mening. Håbet er også symboliseret ved et anker og binder
livet og døden sammen.
Vi er døbt med Helligånden
til at tro på Jesus som vores bror og Gud som vores far og da vi
mennesker alle er forskellige som kroppens legemsdele. Så virker vi
kristne mennesker, som hver vores del af Jesus legeme her imens vi
lever på jorden. Derfor har vi alle en mening med livet, men vi er
meget afhængig af hinanden, at vi hjælper og drager omsorg for hinanden af kærlighed.
Når vi tror, giver
Helligånden os hver især en eller flere forskellige nådegaver, som vi har brug for til at
opbygge fællesskabet, menigheden og kirken med. 1.
Korintherbrev, kap. 12.
Der er ingen der får den
samme nådegave. Nogen kan tale direkte med Gud i form af tungetale,
nogen bliver profeter, andre lære at tro, andre at tjene og gøre
gerninger. Der er simpelt hen nådegaver til alle der tror, og uanset
hvem man er om man er, rask, syg, klog eller mindre klog.
Gud elsker dig og vil gerne
være sammen med Dig. Derfor lod han sig også føde som menneske. Du
kan tale med Gud igennem Jesus hvor og når som helst. Gerne i stilhed
ved lysets skær, for Gud er lys. Du får nok ikke svar tilbage
direkte med ord, med mindre de kommer fra dit medmenneske. Når du
beder til Gud, så glem ikke at lytte efter og sige tak for selv de
mindste ting.
Kære Herre
I Jesus navn beder jeg.
Jeg takker dig af hele mit hjerte,
for at jeg har lært Jesus at kende som min bror.
Tak fordi jeg nu har lært kirken at kende,
ikke bare som en bygning.
Men et levende fællesskab for Vi kristne mennesker,
som bare ikke kan undvære Guds ord og kærlighed.
Amen.
Salmernes bog kap. 19, vers 1-5 : Himlen fortæller om Guds herlighed,
hvælvingen beretter om hans hænders værk;
dag forkynder det til dag,
nat kundgør det til nat.
Der lyder ingen ord, ingen tale,
uden at deres røst høres;
deres røst når ud over hele jorden,
deres ord til verdens ende.
Salmernes Bog kap. 6,10 :
Herren hørte, da jeg bønfaldt ham,
Herren tager imod min bøn.
"Lev dit liv i dag, så en anden i aften kan takke for at du lever" Matthæusevangeliet kap. 25, vers 14-30
Sognepræst Kirsten Hald, 12 februar 2006 i Holme kirke.
Hør salmen :
"Sorrig og glæde de vandre til hobe",
nr. 46 (41).
